Pinnacle Studio 10 Plus
videoredigeringsprogram

Stor brugervenlighed
Dansk oversættelse af programmer og hjælpefiler
Fleksible DVD-, VCD- og SVCD værktøjer
Tilbud om mange tilbygninger mod ekstrapris
Plus-versionen med mulighed for high-definition redigering

Studio-produktet har over en årrække undergået en omfattende udvikling frem til den Studio10,  som vi skal se på i denne artikel. I den seneste 10-er udgave siges det, at maskinen i baggrunden er hentet fra Liquid-programmet, men brugerfladen fortsat er den gamle velkendte.
Programkoden er i hvert fald vokset betragtelig og både installation og den normale opstart tager betragtelig tid, og er til stor irritation for mange brugere.
Produktet er heller ikke fri for fejl, og programmet har ikke kunnet fungere uden at brugerne har skullet downloade store patch-filer.
Produktet kan  udbygges ved køb af key's til ekstra funktioner, så det kan stort set det samme, som de "store" redigeringsprogrammer. Men det går ud over funktionaliteten af programmet.


Prismæssigt lægger Pinnacle Studio sig komfortabelt i prisgruppen under 1.000 kr for grundversionen, men ved tilkøb af de nye funktioner, lander den samlede pris hurtigt på nogle tusinde kroner.
Pinnacle haft et problem med kvalitetskontrollen før frigivelsen til salg. Jeg har ikke mødt et andet programhus, som har så stort behov for at udsende patches med rettelser/forbedringer som Pinnacle. Ganske vist kan disse rettelsesfiler som regel hentes "gratis" på nettet, men de er ganske voluminøse  - så det kræver en hurtig internetforbindelse.

.

Pinnacle Studio er fortsat brugervenligt og indeholder alle funktioner, som er nødvendige både for en begynder og den erfarne bruger – senest udbygget med video- og lydfiltre m.m.
Det hele styres stort set fra et enkelt skærmbillede, som er disponeret med standardopsætning som de fleste andre redigeringsprogrammer. Der er mulighed for at afspille video på fuld skærm, og nu er det blevet muligt at følge videobilledet på et tilsluttet tv via firewire-udgangen. Det er næsten uundværligt når man begynder at bruge videofiltre, fordi billedgengivelsen på en computerskærm som bekendt ikke er identisk med gengivelsen på tv/monitor.

Capture
Studio 10 kan modtage videofiler i formaterne dv, mpeg-1 og mpeg-2 excl. Sony MicroMV.
 Billedformatet kan være enten 4:3 eller 16:9.
Har man ved opsætningen af sin PC valgt at formatere harddisken med FAT32 begrænses max. filstørrelse til 4 Gb/ca. 18 minutter. Har man fornuftigt valgt NTFS-formatet (Windows XP eller NT) er filstørrelsen kun begrænset af harddiskens kapacitet.
Har PC'en en hurtig processor (for es. Pentium4 3Mhz eller mere klarer Studio 10 realtime konvertering fra dv til mpeg-2.
Der kan vælges automatisk sceneopdeling efter tidskode, indhold eller fast interval enten i forbindelse med overspilning eller på et senere tidspunkt.

Redigering
Den almindelige redigering forløber ret uproblematisk. De fleste vil vælge tidslinie-redigering, fordi det giver det bedste overblik.
Når man kommer til tilføjelse af sceneovergange viser det sig, at udvalget af "åbne" overgange er blevet stærkt beskåret i forhold til de tidligere programversioner. Alle de smarte Hollywood-FX overgange er der, men med et kraftigt vandmærke. Man kan se hvordan de virker, og køb over nettet klares med få klik. Man behøver altså ikke købe katten i sækken. Smart eller irriterende? Døm selv, men det løber hurtigt op!

Tilsvarende gælde bl.a. for de forskellige filtre i "værktøjskassen" at kun få er åbne. Men her er muligheden for at prøve virkningen begrænset. Måske fordi der er tale om 3. parts programmer.
I sammenligning med andre programmer, hvor funktionerne er indbygget fra starten, virker Pinnacle Studio 10 ikke helt overbevisende, og jeg synes ikke helt, det holder det lovede.

Holder man sig til basisfunktionerne er det stadig et let tilgængeligt redigeringsprogram, som i den danske version varmt kan anbefales - ikke mindst som indgang til pc-baseret videoredigering.

Studio 10 har nogle særdeles gode funktioner til opbygning af DVD-menuer, hvor man frit kan designe sine egne menuer i tekstmodulet. Desværre tillader programmet ikke uden visse krumspring, at man kan gemme sine menuer til senere brug i andre projekter.

Smartsound-systemet gør det let at underlægge sine produktioner med musik i passende længde og stemning. Selv om der er kommet et lidt større udvalg, render man hurtigt ind i, at man genkender temaerne. Man kan sagtens købe flere melodier over nettet, men desværre er de meget kostbare.
Det gode er, at SmartSound er licensfrit - d.v.s. at man undgår karambolage med Koda/Gramex.

Produktion
Produktionsmodulet sørger for at overføre projektet til bånd, DVD eller internet.

Alle de forskellige muligheder er velfungerende og vælger man de foreslåede indstillinger, er alt relativt problemfrit.
Systemet kan også styre de nye dual-layer DVD-brændere.

Jeg har prøvet muligheden for at dele videofiler på nettet. Her tilbyder Pinnacle plads på deres server, og man styres sikkert igennem processen. Man kan så sende linket pr. e-mail til sine venner, og på den måde sikre en bredere adgang til sine produktioner.

 

Hvis du vil vide mere:
Spørg foto-/radioforhandlere eller
Pinnacle Systems Nordic Danmark.
Supporttelefon:  8233 3110 (betaling!)

eller Internet:
http://pinnaclesys.com

 

 

Revideret: 04. december 2011

 

 

 




® Leif Christiansen & Videoviden.dk
 2004-2011
 

Ophavsret
Alt materiale i videoviden.dk er omfattet af ophavsret. Du kan frit linke til sitet.
Du  er velkommen til at citere mindre uddrag med angivelse af kilden.
Ved gengivelse af større uddrag eller hele artikler bedes
henvendelse på forhånd rettet til redaktionen.