Leif Christiansen tester

Panasonic NV-GS400
Leica Dicomar optik 12x optisk zoom
 3 x 1  megapixel CCD
Max. fotoopløsning 4,0 megapixels
Ægte 16:9 optagelse
Mange manuelle indstillinger
Kompakt prosumer i topkvalitet

 Panasonic har gjort 3-chip camcordere tilgængelige for den almindelige videoamatør med meget konkurrencedygtige priser. Heldigvis er det sket uden at slække på kvaliteten. 
I øjeblikket drejer det sig om modellerne NV-GS120 og NV.GS200, som ses til priser så lave som fra 6.000 dkr. og opefter.

Til de mest krævende entusiaster har der også været godt nyt. Fra modellerne NV-MX300 over NV-MX350 og NV-MX500 er man nået frem til NV-GS400, som i virkeligheden ikke har meget til fælles med den øvrige NV-GS serie - bortset fra at det er 3-chip camcordere.

Det er en relativt stor og tung konstruktion. Målene er: (B) 81 x (H) 80 x (L) 178 mm og en driftsklar vægt på omkring 800 g. Materialerne er metal og især plastik med en sølvgrå - ikke alt for robust overflade. De fleste detaljer er pænt forarbejdede.

Billeddannelsen sker med  3 x 1/4,7"  megapixel CCD á ca. 1,070.000 pixels. Ved 4:3 video er det effektive areal 3 x ca. 690.000  pixels.
Ved stillbilleder udnyttes 3 x ca. 990.000 pixels , som ved at bruge pixel-shift teknologi m.m. bringer den  maksimale opløsning op på  4 megapixels..

Panasonic NV-GS400 har Leica Dicomar optik med 12x optisk zoom 3,3 til 39,6 mm (brændviddeområdet ved 4:3 video svarer til: 49 - 588 mm, ved 16:9 video udvides det synlige område med 1/3 i bredden. Der medfølger ingen modlysblænde, som heller ikke findes som originalt tilbehør. Det viser sig, at filtergevindet på 43 mm, ikke lige er en gængs standardstørrelse, så man kommer næppe uden om anvendelse af mellemringe til UV-filter og modlysblænde

Zoomen har variabel hastighed med stort område fra  meget langsom til  hurtig reaktion. 
Zoomfunktionen kan betjenes både med den sædvanlige zoomskyder oven på camcorderen, med fokusringen på objektivet og fra de 2 medfølgende fjernbetjeninger.
Den digitale zoom er opbygget i 2 trin: 24x og 600x. På grund af den gode opløsning kan det være ok at bruge digital zoom til 24x, mens 600x som sædvanlig er en ubrugelig gimmick, som ikke burde findes på en camcorder i denne klasse.

Optikken har en dejlig fokusring, som i denne udgave er udbygget med det, der på moderne sprog hedder hybridfunktion, således at ringen på skift  tjener til indstilling af 4 manuelle funktioner for henholdsvis:

  • Fokus,
  • zoom,
  • lukkerhastighed eller
  • blænde/gain.

Valg mellem de forskellige funktioner sker med trykknapper på venstre side af optikken. Knapper og fokusring er placeret således, at fingrene intuitivt finder den rette betjening. En fin og gennemarbejdet detalje, som sikrer en let tilgængelig og let betjent manuel kontrol.

Knapperne vælger mellem:

  • Afstandsindstilling/zoom..
  • Lukkerhastighed/blændeåbning + gain-up.
  • Hvidbalance (dagslys, kunstlys eller manuel)

Nederst vælger er skyder mellem funktionerne: 

  • Fuld auto,
  • manuel funktion eller
  • autolock, hvor de aktuelle automatiske indstillinger låses fast.

Den optiske billedstabilisering er velfungerende og de elektroniske varianter langt overlegen, Mit subjektive indtryk er dog, at den stadig mangler lidt i at nå den absolutte topklasse.

Søgersystemerne består af en 3½" LCD-skærm med ca. 200.000 pixels, som er brugbar under de fleste belysningsforhold.
Den almindelige søger kan vinkles ind til 45o op ad. Den giver et ret lille visuelt billede og afskærmningen mod sidelys ved okularet er mangelfuld. Søgerbilledet er i farver, men desværre er der kun ofret godt 100.000 pixels på sagen, så skarpheden og dermed også muligheden for effektiv manuel fokusering bliver derefter. 
Hverken LCD-skærm eller søger har omskiftning til 16:9. Billedet bliver derfor presset sammen horisontalt. I betragtning af, at NV-GS400 i øvrigt er så gennemarbejdet og spækket med alt, man kan ønske, er det mærkeligt, at man lige har glemt denne funktion.

LCD-skærmen dækker over knapper til valg af forskellige funktioner samt betjening af menusystemet:

  • 4:3 og 16:9 omskiftning samt Pro-Cinema mode (se nedenfor).
  • Blitzfunktioner.
  • 5 sek. kontrol af seneste optagelse..
  • Modlyskompensation.
  • Colour Nightview (til natoptagelser)
  • Soft skin (sænker skarpheden på hudfarver),
  • Tele-makro.
  • Knap til aktivering af menufunktionerne, som i øvrigt navigeres med en  slags jog-skive.
  • Bag en klap skjuler holderen til SD-/MMC-kortet sig.

I Pro-Cinema mode ændres optagefunktionen til 25 fps progressivt, d.v.s. at begge halvbilleder eksponeres samtidig. Desuden ændres gammaindstillingen til lidt lavere kontrast. Målet er at få et filmlook på optagelsen. Til gengæld bliver kraftige bevægelser gengivet i ryk lige som på gammeldags film. 
Funktionen er i hvert fald gavnlig, hvis man ønsker at optagelserne senere skal "skydes" over på film. 

Tele-makro gør det muligt at fokusere indtil ca. 50 cm med fuld tele indstilling. Fungerer udmærket i en snæver vending, men drejer det sig om planlagte makro-optagelser, er en forsatslinse - for eks. en +3'er - at foretrække, da man så stadig har det fulde zoom-område til rådighed.

Fra oversiden er der adgang til isætning af DV-bånd, samt betjening af zoom og fotooptagelse.
Lige foran den forskydelige søger er der en "hot" tilbehørsko - heldigvis i standardmål, så man kan placere 3. parts tilbehør. Hertil kan Panasonic bl.a. levere stereomikrofon og videolampe (3 watt). Der findes også en større videolampe (10 watt) som passer i tilbehørskoen - men med eget camcorderbatteri.

På bagsiden er batteriet placeret til venstre. Som standard leveres et Li-ion batteri på 1400 mAh som rækker indtil 1½ times optagelse. Som tilbehør findes et 50% større batteri med en kapacitet på 2100 mAh. Det er tilfredsstillende til de fleste. Andre batteri-kapaciteter leveres ikke.
Laderen oplader batterierne udenfor camcorderen, så det er muligt at oplade et reservebatteri, mens man arbejder med camcorderen batteridrevet.
Det er muligt at erhverve uoriginale batterier ca. 60% under prisen på de originale batterier.

Til højre på bagsiden finder vi funktionsvælger og tænd/sluk omskifter. Det virker funktionelt rigtigt med denne 2-deling.
Funktionsvælgeren skifter mellem:

  • Videooptagelse.

  • Videoafspilning.

  • Billedoptagelse på SD-/MMC-kort.

  • Billedafspilning fra SD-/MMC-kort.

  • PC-mode (bl.a. streaming til Internet).

Der er også en knap for Quick Start. Når denne aktiveres stilles camcorderen i standby, hvorfra det kun tager 1,7 sekund at gøre den optageklar mod normalt ca. 4,5 sekunder. Samtidig reduceres strømforbruget med ca. 50%. Hvis camcorderen er inaktiv i over 30 minutter slås Quick Start funktionen fra igen.

Tilslutningerne er koncentreret på en måde, som ikke ubetinget giver de bedste muligheder for indpasning i en normal opsætning. For at holde størrelsen på camcorderen nede er der nemlig sket en koncentration og kombination af forbindelserne, som ikke altid er logisk og hensigtsmæssig.

Nederst til højre på bagkanten af camcorderen er tilslutningerne for:

  • Firewire in/ud og

  • S-video ind/ud.

Disse stik er helt efter standarden.

På højre side af camcorderen finder vi under et plastic dæksel helt til venstre op mod bagkanten tilslutningerne for:

  • Mini-USB til internet streaming og overførsel af stillbilleder til PC,

  • Kabelfjernbetjening "MagicWire" og ekstern mikrofon med 3,5 mm 6-polet minijack og

  • AV in/ud eller hovedtelefon med 3,5 mm henholdsvis 4- eller 3-polet minijack.

Menusystemet har et utal af indstilingsmuligheder, som vil kunne tilfredsstille selv meget ambitiøse  brugere. Her vil jeg kun komme ind på enkelte essentielle eksempler:

Zebrastriber og colorbar er der selvfølgelig i denne klasse.

Manuel justering af mikrofon-følsomheden sker via et menupunkt. Her har Panasonic valgt at give 3 valgmuligheder:

  • Fuld automatik.

  • Rent manuel indstilling af følsomheden i 3 dB  trin fra - 30 dB til +6 dB i forhold til den nominelle følsomhed på nominelt - 50 dB (ca. 3 millivolt).

  • Manuel indstilling som ovenfor, men med automatikken slået til som sikkerhed mod overstyring.

Da justeringen sker via menusystemet, er det ikke muligt at ændre indstillingen under en optagelse. Derfor er den sidste mulighed med at lade automatikken være sikkerhedsventil en særdeles velkommen tilføjelse.
Indspilleniveauet vises som en VU-meter stribe centreret på billedet med en opløsning på 3 dB pr. segment.
Regulering og niveauvisning sker for begge kanaler (venstre/højre) under et.

Billedparametrene kan justeres i overensstemmelse med fotografens personlige præferencer med hensyn til:

  • Skarphed.

  • Farvemætning.

  • Belysning.

  • Kontrast.

Panasonic NV-GS400 leveres med 2 fjernbetjeninger.
Den ene er den sædvanlige trådløse IR-fjernbetjening, som bl.a. er påkrævet når man skal audiodubbe. Denne fjernbetjening er i øvrigt meget flad og kompakt.
Med hensyn til audiodubbing er der i øvrigt den detalje, at man også kan audiodubbe på et bånd indspillet med 16-bit lyd (kun 1 stereospor). Den originale lyd slettes selvfølgelig i dette tilfælde.
Den anden fjernbetjening er ledningsforbundet og kombinerer følgende funktioner:

  • Start/stop,

  • Zoom med 2 hastigheder,

  • Knap til stillbilledoptagelser og

  • Knap til aktivering af den mikrofon til indtaling af kommentarer, som er placeret for enden af fjernbetjeningen.

Når kabelfjernbetjeningen tilsluttes mister man muligheden for at tilslutte en ekstern mikrofon via mikrofonstikket. Ifølge Panasonic er det eneste alternativ at montere en mikrofon i Tilbehørskoen, hvor muligheden er stereo zoom mikrofonen VW-VMH3 (pris ca. 2.000 kr.).

Ved en camcorder i denne klasse, er det ikke godt nok. Dette problem har optaget entusiaster over hele jorden, og på en  amerikansk webside for Panasonic 3-chip entusiaster (for Panasonic NV-GS120, NV-GS200 og NV-GS400) er der konstruktive forslag til at komme ud over denne begrænsning ved selv at lave en breakout-boks  med betjening af alle funktioner plus mikrofonindgange. (Link efter denne artikel.) 
Det er vel overflødigt at nævne, at Panasonic ikke har nogen forbindelse med denne webside, som i øvrigt anbefales varmt.

Det er en skam, at Panasonic ikke ofrer en LanC kontrol til nogen af sine camcordere. 
I så fald kunne man nemlig vælge en af de efterhånden ganske mange LanC baserede standard fjernkontroller, som findes på markedet i dag.

Fotofunktioner
Panasonic har lagt et stort arbejde i at få forbedret stillbilled optagelserne væsentligt. Ved hjælp at pixel-shift teknologi kommer opløsningen op på gele 4 megapixels i højeste opløsning.
Når video optages i 4:3 formatet kan der optages stillbilleder samtidig i 1 megapixel opløsning.
Der er automatisk blitz til hjælp under dårlige lysforhold.
Billedkvaliteten er fremragende, men når selvfølgelig ikke et dedikeret stillbilled kamera.

Praksistest:
Det vigtigste spørgsmål er; hvordan Panasonic NV-GS400 er at arbejde med, og hvordan er resultaterne.
Automatikken leverer overbevisende gode resultater, men for at få det fulde potentiale frem, må man arbejde med de manuelle indstillinger. 
Alle væsentlige funktioner falder håndrigtigt, og hybrid-ringen giver blød og meget præcis kontrol over de manuelle funktioner.
Alt kontrolleres fint på den store LCD-skærm - også i dagslys.
Egenskaberne i svagt lys er så absolut i den bedste del, selv om Panasonic NV-GS400 naturligvis ikke på det punkt kan følge med de få semiprofessionelle modeller med 3 x 1/3" chips.

Det er svært at få øje på egentlige konkurrenter i prisklassen (12 - 15.000 kr.):
Sony DCR-HC1000 sigter mere på den betalingsvillige konsument, idet de manuelle funktioner er godt gemt i menuer og touch-screen. Præstationerne er måske knapt på niveau med Panasonic NV-GS400, og LCD-skærmen er kun 2½".
Sony DCR-TRV950 er udgået, men findes indtil videre som prosumer varianten Sony DSR-PDX10P til ca. 50% højere pris. Præstationerne er stort set på niveau med Panasonic NV-GS400, og har som denne 3½" LCD-skærm.
Canon DM-XM2 har sammenlignelige præstationer med en noget større lysfølsomhed til ca. 50% højere pris.

Alt i alt:
Panasonic har haft en heldig hånd med udviklingen af denne camcorder, som kun skæmmes i få detaljer, som dog ikke influerer på slutvurderingen: et kvalitetsprodukt med store præstationer.

Hvis du vil vide mere:
kontakt Panasonic Danmark A/S,
tlf. 43 20 08 64, eller
www.panasonic.dk.

Nyttige links til forskellige websites:
Brugerforum for Panasonic 3 CCD camcordere
Ombygning af fjernbetjening
 Du kan finde en udførlig test på engelsk på http://www.camcorderinfo.com/

 

 

Revideret: 04. december 2011

 

 

 




® Leif Christiansen & Videoviden.dk
 2004-2011
 

Ophavsret
Alt materiale i videoviden.dk er omfattet af ophavsret. Du kan frit linke til sitet.
Du  er velkommen til at citere mindre uddrag med angivelse af kilden.
Ved gengivelse af større uddrag eller hele artikler bedes
henvendelse på forhånd rettet til redaktionen.