Hvordan finder jeg den rette hovedtelefon?

Hvordan får vi bedre lyd på video optagelserne?
 Er det altid så svært som at vinde i Lotto, eller er der nogle fif, som kan gøre det hele lidt lettere uden at koste en hel bondegård?

HOVEDTELEFONER
I mange år fulgte konstruktionen af hovedtelefoner stort set den form, som blev skabt af den store opfinder Graham Bell: en permanent magnet med en magnetspole placeret tæt ved en stiv membran af tynd jernplade, Den resulterende lyd: tynd og godt forvrænget, men med store fordele i en tid uden den moderne forstærkerteknik. Det skal vi ikke nærmere ind på her.
Moderne hovedtelefoner har konstruktionsmæssigt mange detaljer fælles med mikrofoner og højttalere. De arbejder efter 2 principper:

  • elektrodynamisk eller
  • elektrostatisk.

Her vil vi kun omtale elektrodynamiske hovedtelefoner, da elektrostatiske hovedtelefoner er kostbare og i øvrigt uegnet til mobilt brug, da de drives med højspænding.

Hovedtelefoner produceres i 3 hovedtyper:

  • åbne,
  • lukkede, og
  • ørepropper (som kan betragtes som en særlig variant af den lukkede hovedtelefon).

Hvilken type hovedtelefon er den rigtige?
Lad os se på forskellige faktorer, som kan være afgørende for dit valg af hovedtelefon.
Evne til udelukkelse af lyde udefra:
Er det vigtigt, ikke alene at kontrollere, at der kommer lyd på en optagelse, men også at der kommer den rigtige lyd, er det vigtigt at hovedtelefonen udelukker så meget som muligt at den direkte lyd fra omgivelserne, således at du så vidt muligt kun hører lyden via mikrofon og hovedtelefon. Om hovedtelefonen er tilstrækkelig "tæt" checker du let, ved at tage den på uden tilsluttet signal.
Dæmpes lyden fra omgivelserne passende, eller hører du den uden dæmpning?

Følsomhed:
Hvor meget lyd giver hovedtelefonen fra sig ved et givet signal fra hovedtelefonstikket. Et vigtigt punkt i forbindelse med amatør camcordere, hvor signalstyrken til hovedtelefonen normalt ikke kan reguleres.
Desværre er det langt fra normalt at opgive størrelsen af hovedtelefonsignalet ved amatør camcordere.

Derimod oplyses som regel følsomhed for hovedtelefonen, udtrykt som: dB SPL/1 mW, d.v.s. lydtryksniveau målt i decibel (Sound Pressure Level) ved en tilført effekt til hovedtelefonen på 1 milliwatt = 1/1.000 watt.
Typiske værdier ligger i området 94 til 100 dB, hvor 100 dB lyder "dobbelt så højt" som 94 dB, altså en ikke uvæsentlig forskel. Se også det følgende om: impedans.

Følsomhed og impedans er specielt vigtige i forbindelse med amatør camcordere, hvor signalet til evt. hovedtelefon har en givet størrelse uden mulighed for regulering.

Impedans:
Den nominelle impedans (d.v.s. vekselstrømsmodstand angivet i ohm målt ved 1.000 Hz) kan ligge i området 16 til 300 ohm alt efter model (Sennheiser 1998).

Hovedtelefontilslutningen vil afgive en nogenlunde konstant spænding ved belastninger inden for det skitserede område, for eks. 200 mV ved fuld udstyring.

Den afsatte effekt i forskellige impedanser bliver ca.:
16 ohm: 2,5 mW
32 ohm: 1,25 mW
300 ohm: 0,133 mW

Forudsat at udgangen har lav udgangsimpedans, vil der subjektivt opleves ringe forskel mellem 16 og 32 ohms impedans. Ved 300 ohms impedans vil lydstyrken være mærkbart svækket.
Er det svært at forstå meningen? I har bestemt ret.

Frekvensområde:
Langt de fleste hovedtelefoner tilfredsstiller de krav, man kan ønske i forbindelse med videoproduktion. Selvfølgelig er det nødvendigt, at hovedtelefonen kan gengive hele det frekvensområde, som man registrerer, så man er sikker på at kun den ønskede lyd, kommer med på optagelsen, uden uønsket tilskud i for af brum eller andet.
Frekvensområdet vil for eks. være: 20 - 20.000 Hz, altså stort set hele det hørbare område.

Pasform:
Sidder hovedtelefonen godt? Kan den indstilles efter dit hoved? Er der skarpe kanter eller andet, der kan irritere ved lang tids brug?
Men det kan også være en god ting, hvis hovedtelefonen kan bæres bekvemt om halsen for eks. Under pauser i optagelsen.

Størrelse:
Størrelsen kan være en vigtig parameter - for eks. Når du pakker dit grej i videotasken.

Vægt:
Vægten er naturligvis en væsentlig parameter, når komforten vurderes.
Vægten vil typisk ligge fra 150 til 400 gram.

Kabel:
Her tænkes ikke så meget på de mere eksotiske kabelkonstruktioner, man ser i hifi sammenhæng.
I forbindelse med praktisk video, drejer det sig om valg mellem for eks.:
alm. glat Kabel,
enkeltsidet kabeltilslutning, og
spiralkabel. (Et 3 meter spiralkabel kan ikke trækkes ud til 3 meter - hus lige det!)

Stik:
Kablet bør være afsluttet med den samme stiktype, som hovedtelefontilslutningen, d.v.s. som regel et 3,5 mm stereo jack-stik. Omsætningsstik er før eller siden kilde til dårlig kontakt og bør så vidt muligt undgås.

EKSEMPEL 1:
Til optagelser "i marken" skal der findes en hovedtelefon, som kan tilsluttes direkte til camcorderens hovedtelefonstik til kontrol af mikrofonlyd, alternativt skal den anvendes med en lydmixer ved optagelser med flere mikrofoner. Da det i begge situationer drejer sig om at isolere sig bedst muligt fra lyden omkring optagestedet, kan valget falde på en lukket type.

Udvalget af lukkede hovedtelefoner er ikke stort.

AKG har en enkelt model:
K 270 (kr. 1.565)

KOSS har modellerne:
TD/80 (kr. 495)
TD/61
R/30s (kr. 425)
R10 (kr. 395)

Sennheiser har følgende modeller:
HD265 Linear (kr. 1.495)
HD 25 SP (kr. 995)
HD 25 (kr. 1.895)
Som det fremgår, er der i mange tilfælde tale om en ret dyr løsning.

Som alternativ, kunne man i stedet vælge et par ørepropper, som findes i varierende typer fra de helt enkle løse ørepropper, der hænger i hver sin ledning til typer med en bøjle mellem enhederne..

Sennheiser har for eks. modellerne:
MX-3 (kr. 99)
MX-4 (kr. 149)
En meget prisbillig og effektiv løsning (følsomhed for begge 106 dB SPL/1 mW, 16 ohm), som fylder og vejer (6 gram) ubetydeligt.

EKSEMPEL 2:
Hjemme - i forbindelse med videoredigering og lydsætning - skal der bruges en hovedtelefon, hvor det primære sigte måske kan være at undgå at genere omverdenen.
Med mindre det omgivende miljø er meget støjende, så det ligefrem skal holdes ude, er det optimale valg formentlig en "halvåben" hovedtelefon. Her er udvalget særdeles stort, og der er mange velegnede modeller.
Som eksempler kan nævnes:

AKG:
K 100 (kr. 675)
K 301 (kr. 795)

KOSS:
R/90 (kr. 625)

Sennheiser:
HD 433 (kr. 199)
HD 400 Headmax (kr. 299)
HD 455 (kr. 495)
HD 570 Symphony (kr. 995)

TRÅDLØSE HOVEDTELEFONER
Ledningen til hovedtelefonen er tit i vejen. Man glemmer at man har hovedtelefonen på, så ørerne er ved at blive flået af, man falder i ledningen o.s.v. Løsningen kan være en trådløs hovedtelefon.
Trådløse hovedtelefoner fungerer enten med infrarødt lys (IR) eller med radiobølger (RF).
IR er begrænset af rummets vægge og fungerer ofte kun på kort distance (for eks. under 6-7 meter).
IR-systemer kræver optisk sigt til senderenheden, og påvirkes nemt når lytteren skifter stilling og placering i rummet.
RF-systemer har en væsentlig længere rækkevidde (op til 300 meter i frit felt) og bliver kun i nogen grad dæmpet af normale vægge.
RF-systemer er derfor principielt bedre egnede, hvis lytteren bevæger sig rundt mellem forskellige rum. Til gengæld er der for eks. også en større risiko for forstyrrelser over for og fra uvedkommende.
Trådløse hovedtelefoner egner sig ikke så godt til brug "i marken", fordi både sender og modtager funktion bruger en del strøm.
Det kan være en fornuftig detalje, hvis hovedtelefonen drives med genopladelige batterier.
De leveres som regel med en hovedtelefon af halvåben type.
Billige modeller har for dårlige data til kvalitetsvurdering af lydarbejde.

Prismæssigt kan brugbare modeller vel fås fra omkring 500 kr. og opefter.

PS:
Vejen til den rette hovedtelefon kan være noget besværlig.

Det naturlige er måske at starte jagten i en foto- eller radioforretning. De fleste steder må man konstatere, at hovedtelefoner ikke lige frem er højt prioriterede. Hav en sund skepsis over det, du får at vide. Træningen af sælgerne går - ikke så besynderligt - især ud på at fremme afsætningen af de varer, forretningen fører.
Megamarkeder kan som regel kun anbefales, hvis man i forvejen ved. hvilken model man søger. Så kan du roligt købe der, hvor prisen er lavest.
Udvalget kan sjældent betegnes som særlig stort - ofte indskrænker sortimentet sig til et enkelt fabrikat suppleret med lidt discountvarer i en rodekasse.
Vil du vide mere, kan importørerne ofte hjælpe med råd og brochurer/kataloger. Find nummeret i telefonbogen. Ring og spørg efter konsulenten inden for det pågældende produktområde. Ofte er de såmænd ligefrem glade for give deres viden videre.
Forretninger med musikudstyr og professionelle lydforretninger er gode at gæste. Men det bliver ikke altid billigere, fordi man efter kyndig vejledning ofte beslutter for en dyrere, men mere egnet løsning.

ADVARSEL

Hovedtelefoner - og ikke mindst ørepropper - kan producere lydtryk, som giver dig varige høreskader. Tænk dig om - skru ned!

LC

 

 

 

 

 Revideret: 04. december 2011

 

 



® Leif Christiansen & Videoviden.dk
 2004-2011
 

Ophavsret
Alt materiale i videoviden.dk er omfattet af ophavsret. Du kan frit linke til sitet.
Du  er velkommen til at citere mindre uddrag med angivelse af kilden.
Ved gengivelse af større uddrag eller hele artikler bedes
henvendelse på forhånd rettet til redaktionen.