Hitachi DZ-MV230E DVD-camcorder

Optager både DVD-RAM og DVD-R.
Indeholder næsten alt.

 

 

Det specielle ved Hitachi DZ-MV230E er, at vi her for første gang ser DVD-RAM anvendt som registreringsmedie i en konsument camcorder.
Derfor vil vi bruge en del opmærksomhed på dette punkt, men først skal vi se lidt på kameradelen.

Der bruges en ¼" chip med 1.160.000 pixels. Ved video er ca. 880.000 pixels aktive efter producenten opgivelse – antagelig incl. det areal, som bruges til billedstabilisering EIS (Electronic Image Stabilizer.
Ved foto anvendes ca. 1.060.000 pixels. Der er 12x optisk zoom med et brændviddeområde, som ved standardfoto ville svare til ca. 44 – 528 mm.
Med digital zoom øges teleområdet med en faktor 4x.

Søgeren er med en 0,44" farve tft-lcd med. 180.000 pixels, og skærmen en med en 3,5" farve tft-lcd med. 200.000 pixels.
Begge søgersystemer lever op til markedets bedste standard og giver opløsning nok til sikker manuel fokusering.

Under et dæksel nederst på fronten af camcorderen finder vi tilslutninger for:
- ekstern stereomikrofon,
- S-video udgang, og
- digital USB udgang for overføring af video-, lyd- og fotodata til pc (med mini USB-stik).

Hitachi DZ-MV100 har ingen tilbehørssko, så ekstramikrofonen må placeres på anden måde.
Der er ingen tilslutning for hovedtelefon

En funktionsomskifter vælger mellem video- og fotooptagelse. Man kan altså ikke spontant tage et stillbillede midt i en videooptagelse. Årsagen hertil er, at stillbilleder registreres i en anden opløsning (1.280 x 960 pixels) og et andet filformat end video – nemlig jpg. Faktisk registreres stillbilleder i begge formater. Derfor tager registrering af et enkelt stillbillede over 10 sekunder.

En af de mere usædvanlige muligheder er intervaloptagelse af stillbilleder.
Korteste interval er dikteret af de godt 10 sekunder det tager at registrere hvert billede. Men tænk bare, at man kan tage næsten 2.000 enkeltbilleder med for eksempel 30 sekunders interval. Det vil kunne dække en periode på godt 16 timer.

Camcorderen har en indbygget, valgfri blitz til støtte ved fotooptagelser.

Der er manuelle funktioner for:
- fokusering,
- blænde,
- hvidbalance (kun auto + hold),
- 5 AE-programmer til forskellige situationer.

Alle manuelle indstillinger sker med det samme menu vælgerhjul, så man kan kun have kontakt med en funktion ad gangen.

DVD-funktioner:
Det er helt klart, at det interessante ved denne camcorder er det nye registreringsmedie, DVD-RAM. DVD-RAM benytter normalt en CD-lignende 12 cm skive.
Registreringen sker med en anden teknik end cd-rom. Derfor er det muligt at pakke en stor mængde data på en DVD-RAM, p.t. 4,7 Gb pr. side – ved dobbeltsidet indspilning i alt 9,4 Gb.
Til sammenligning rummer en cd-rom p.t. omkring 700 Mb.

Af hensyn til camcorderens fysiske størrelse benyttes her en 8 cm mini DVD-RAM, som med en lagringskapacitet på 2 x 1,4 Gb giver mulighed for indspilning af 2 x 30 min. i bedste kvalitet.
For at få en rimelig spilletid er det nødvendigt at anvende MPEG2 , som giver ca. 5 x hårdere datakomprimering end DV's DCT (Discrete Cosinus Transformation) komprimering.

Af pladshensyn kan det indbyggede DVD-RAM drev kun arbejde på den ene side af skiven – man må derfor stoppe efter de første 30 min. og vende skiven.
DVD-RAM arbejder næsten som en almindelig computer harddisk. Ved afspilning kan man hoppe direkte uden ventetid til en ønsket scene, og for eksempel kan man slette en dårlig optagelse og får så frigjort plads til ny optagelse.
I disse funktioner har man dog den begrænsning, at man kun kan arbejde på den aktive side af disc’en.
DVD-RAM er ikke kompatibel med den gængse dvd, så i dag er det kun meget få DVD-afspillere, som afspiller DVD-RAM. Det vil kunne ændre sig væsentligt, da DVD-RAM er en standard, som støttes af samtlige betydende producenter.

For mange kan det være interessant at udbygge pc’en med et DVD-RAM drev, som foruden til video jo er lige så egnet i anden datasammenhæng.
Prisen på løse skiver er stadig meget høj – for en 12 cm. standard dobbeltsidet skive omkring 500 kr. – men det kan vel ændres i gunstig retning.

Når man tænder for Hitachi DZ-MV230E bemærker man en mærkbart længere opstartfase, end man er vant til ved dv. Det betyder i praksis, at man må planlægge mere og måske ikke når at fange så mange uventede situationer. Mekanismen kører meget støjsvagt.

RAM-drevet har et så stort strømforbrug, at camcorderen som standard leveres med et stort batteri, som alligevel kun sikrer en driftstid på ca. 90 min.
Der advares i vejledningen om, at undersiden kan blive så varm at man kan brænde sig, og generelt advares man mod at have camcorderen tændt i længere tid ad gangen!

Straks efter afslutningen af en optagelse kan den – uden omstilling afspilles med et tryk på play-knappen. Der er mulighed for direkte adgang til alle optagelser under afspilning via disknavigeringssystemet, hvis betjeningspanel er placeret bag den udklappelige skærm.
Startbilledet til alle optagne scener vise i en 4 x 3 matrix.
Her er den indbyggede skærm lovlig lille, så heldigvis kan man tilslutte tv eller monitor til den analoge udgang på camcorderen.
Med piltaster kan man gå direkte til en ønsket scene, og der er indbygget enkle redigeringsfaciliteter, således at optagelserne kan afspilles i redigeret form direkte fra disken.
Mulighederne er igen begrænset til den aktive side af RAM-disc'en – altså max. 30 minutters råoptagelser.

Redigeringen virker omstændelig. Skal en scene forkortes sker det ved at dele den op i splitfunktionen. Herefter vælger man så det ønskede afsnit.
Det siger sig selv, at det ikke er helt let at klippe på frameniveau

.Af sceneovergange begrænses valgmulighederne til:
 - fade til/fra hvidt, wipe til/fra sort og
 - overtoning til/fra sort/hvidt billede

Der er ingen mulighed for video insert eller audio dub.

Tekster bygges op ved at pege på bogstaver i en liste. Det virker godt nok til små tekster.

Til redigering på pc overføres videodataene via USB-kabel som ved en normal filkopiering, idet pc’en opfatter camcorderen som en ekstern harddisk.
Heldigvis medfølger redigeringsprogrammet Ulead VideoStudio SE VR, ver. 4.0

Har man større ambitioner kan det i dag stadig være problematisk at finde et redigeringsprogram, som accepterer mpeg2 input.
Glipper alt, har man stadig muligheden for at hente sine optagelser over i pc’en via camcorderens analogudgange – men det enkleste ville være, at Hitachi supplerede camcorderen med et standard DV-output..

Hvordan er billedkvaliteten? Ud fra en teknisk vurdering er opløsningen knapt på DV-niveau, og med megen bevægelse i billedet kommer mpeg-kodningen i problemer.
Subjektivt set, falder resultatet dog pænt ud, og de færreste vil føle sig generet af de anførte problemer.
På plussiden tæller den gode ergonomi i hele designet med meget overskuelig betjening af alle vigtige funktioner med separate, velfungerende knapper.
Realistisk set er dette et første skridt i en ny æra for udviklingen inden for camcordere.
Der er ingen tvivl om, at DVD-RAM benytter et væsentligt mere robust og langtidsholdbart lagringsmedie end de båndbaserede systemer.

Det bliver meget spændende at følge reaktionerne fra det øvrige markedet i den nærmeste fremtid.

Hvis du vil vide mere, kan du besøge internetadressen:
www.hitachi-consumer-eu.com

 

Revideret: 04. december 2011

 

 

 



® Leif Christiansen & Videoviden.dk
 2004-2011
 

Ophavsret
Alt materiale i videoviden.dk er omfattet af ophavsret. Du kan frit linke til sitet.
Du  er velkommen til at citere mindre uddrag med angivelse af kilden.
Ved gengivelse af større uddrag eller hele artikler bedes
henvendelse på forhånd rettet til redaktionen.